Skip to main content


"Hvis vi kan forlænge den tid, øjendråberne bliver hængende, til bare to minutter, forøger man den fraktion af aktive stoffer, som når ind i øjet, hvor det kan udøve sin aktive effekt,” siger René Holm.

SDU-professor vil udvikle øjendråber med længere virkning

Et nyt dansk forskningsprojekt sigter imod at gøre øjendråber mere effektive således, at patienterne vil få behov for færre indsprøjtninger.

Det er René Holm, professor på Institut for Fysik, Kemi og Farmaci på Syddansk Universitet, der står bag projektet. Han har modtaget støtte på tre millioner kroner til projektet fra medicinalfirmaet Janssen. 

”Typisk bliver en øjendråbe siddende på øjet i 15-20 sekunder. Det er ikke ret lang tid. Hvis vi kan forlænge den tid, øjendråberne bliver hængende, til bare to minutter, forøger man den fraktion af aktive stoffer, som når ind i øjet, hvor det kan udøve sin aktive effekt,” udtaler René Holm i en pressemeddelelse fra Syddansk Universitet.

Udfordringen er, ifølge Réne Holm, at finde den rette balance mellem en øjendråbes viskositet og dens evne til at frigive de aktive stoffer til øjet. Projektet beskrives af forskerne som en ”undersøgelse af optimering af absorption af lægemidler i øjet ved dosering i forskellige lægemiddelformer appliceret topikalt, samt til undersøgelse af hvordan disse formuleringer konserveres ved minimal anvendelse af konserveringsmiddel.”  

Målet er, at forskningsprojektet skal munde ud i nogle metoder og teknikker, som alle medicinalfirmaer kan arbejde videre med.

”De (teknikkerne og metoderne, red.) bliver offentliggjort som public domain. At udvikle et nyt lægemiddel koster i gennemsnit 1,6 milliarder dollars. Hvis vi giver fri adgang til vores optimerede metoder, får medicinalfirmaerne et redskab, som kan hjælpe dem med at fjerne en usikkerhed for deres projekt, og det vil forhåbentlig give dem større interesse i at arbejde videre med udvikling af lægemidler i øjendråber, hvor der er et reelt behov,” udtaler René Holm.