Skip to main content


”Et udbud til mange millioner kroner om kirurgisk behandling bør ikke reduceres til et regneark, hvor laveste pris alene afgør resultatet, mens de faktiske og retlige forudsætninger skubbes i baggrunden,” siger Susanne Tvede Andersen.

Øjenlæge klager over udbudsforløb i Region Sjælland

3.500 årlige grå stæroperationer skal fremover foretages privat i Slagelse, men en konkurrerende byder har sendt en klage. Lokalerne er ikke klar til at løfte opgaven, og man må p.t. slet ikke drive øjenlægevirksomhed på adressen, hævder praktiserende øjenlæge Susanne Tvede Andersen. Region Sjælland vurderer, at kontrakten er blevet fulgt, og at der ingen grund er til bekymring.

Region Sjællands øjenafdelinger kan ikke altid tilbyde patienter med grå stær udredning og operation inden for behandlingsgarantien på 30 dage. Danske Speciallæger skal derfor fra 1. april årligt agere underleverandør og kommer til at behandle 3.500 patienter årligt i Slagelse, fremgår det af udbudsportal

Praktiserende øjenlæge Susanne Tvede Andersen har øjenklik i Ringsted, og havde også budt på opgaven. Hun forholder sig kritisk til udbudsprocessen, der har ført til, at Danske Speciallæger har vundet udbuddet. Hun er så utilfreds med forløbet, at hun har sendt en klage (J.nr 26/04077) til Klagenævnet for Udbud. Danske Speciallæger tilbyder i forvejen speciallægebehandling inden for hjerte, øjne, søvnapnø samt øre-næse-hals, fremgår det af deres hjemmeside.

Tildelingskriteriet for det nylige udbud er fastsat til laveste pris, og det er som udgangspunkt lovligt. Men kun hvis tilbuddene sammenlignes på samme reelle grundlag. Susanne Tvede Andersen er i tvivl om, hvorvidt dette har været tilfældet. Ud over at være øjenlæge studerer hun også jura på Odense Universitet

”Et udbud til mange millioner kroner om kirurgisk behandling bør ikke reduceres til et regneark, hvor laveste pris alene afgør resultatet, mens de faktiske og retlige forudsætninger skubbes i baggrunden. Udbudsloven kræver mere end det. Den kræver, at konkurrencen er reel. At vilkårene er de samme for alle. At den tilbudte leverance kan gennemføres lovligt og rettidigt. Hvis ikke, er problemet ikke bare juridisk, så er det også et spørgsmål om patienthensyn, økonomi og tillid,” siger Susanne Tvede Andersen.

Det afgørende spørgsmål er ikke, om man måtte være ny byder, understreger hun. For hende at se er det afgørende spørgsmål derimod, om vinderen realistisk og lovligt kan etablere drift inden for den frist, udbuddet selv opstillede.

Bygger fra bunden

Hendes kritik bygger på flere aspekter af forløbet, og den følgende fremstilling er blandt andet baseret på hendes direkte mailkorrespondancer med vinderen af udbuddet. I december måned udtrykte Danske Speciallæger interesse for at byde på hendes Ringsted-klinik, men i januar måned oplyste de hende skriftligt, at de hellere vil bygge noget nyt fra bunden, oplyser Susanne Tvede Andersen.  

Hun har også indsigt i udbudsforløbet som konkurrerende byder. Hun og hendes kolleger har lavet observationer af bygningen, som skal huse Danske Speciallægers klinik, derudover har hun modtaget en aktindsigt fra Slagelse Kommune om byggesagen for den kommende klinik, som har beliggenhed på en stueetage på Rådhuspladsen i Slagelse.

Fair konkurrence?

Den 1. april var det egentlige tidspunkt for klinikstart i udbuddet, men der har været den undtagelse, at nyetablerede klinikker kan få udsættelse.

Det er bemærkelsesværdigt med en sådan undtagelse, mener Susanne Tvede Andersen.

”Hvorfor indbygger man en særskilt fleksibilitet til aktører, som ikke allerede har klinik i byen, i et udbud om højt specialiseret kirurgisk behandling til mange millioner kroner? Hvorfor skal etablerede klinikker konkurrere mod tilbudsgivere, der kan byde lavt uden at have eksisterende lokaler, udstyr eller færdig klinikdrift,” spørger hun retorisk.

Hun fortsætter:

”En kontraktstart er ikke en løs hensigtserklæring. Når udbudsmaterialet fastsætter opstart til 1. april 2026, er det et centralt og konkurrencebærende vilkår. Tilbudsgiverne skal konkurrere på, at de kan levere fra dette tidspunkt.”

Undtagelsen, som udbudsgruppen har lavet, rejser et spørgsmål om ligebehandling og fair konkurrence i processen, mener Susanne Tvede Andersen.

”Når nye aktører får en eksplicit etableringsbuffer, men konkurrencen fortsat afgøres alene på pris, skabes der en strukturel fordel for dem, der endnu ikke har de omkostninger, som reel klinikdrift medfører. Når tildelingskriteriet er pris, opstår der en situation, hvor aktører uden eksisterende drift og kapacitet kan byde væsentligt lavere – og først efterfølgende etablere sig,” siger hun. 

Uenig med professor

Carina Risvig Hamer, professor i forvaltnings- og udbudsret ved Københavns Universitet, vurderer, det skal være muligt for nye aktører at etablere sig, ellers risikerer man et brud på de grundlæggende principper om ligebehandling og konkurrence. Det er helt almindelig EU-praksis, at man ikke må stille krav om, at en tilbudsgiver allerede har en etableret praksis før kontraktstart.

”Man kan ikke kræve, at man er etableret på forhånd. I praksis vil et sådant krav kunne føre til diskrimination, så det kun er lokale aktører, der vil have en mulighed for at byde,” siger Carina Risvig Hamer.

Susanne Tvede Andersen svarer, at hun ikke gør gældende, at nye aktører ikke må byde, eller at man lovligt kunne kræve en allerede eksisterende praksis ved tilbudsafgivelsen.

”Det afgørende er derimod, at ordregiver i sit eget udbudsmateriale krævede behandling i Region Sjælland, på samme matrikel, og opstart i etableret klinik ved kontraktstart. Hvis en leverandør ikke allerede var fysisk etableret, skulle der vedlægges implementeringsplan, herunder godkendelsesproces. Min indsigelse er derfor ikke rettet mod nye aktører som sådan, men mod at vinderen efter det oplyste ikke havde en konkret, lovlig og driftsklar klinik i Region Sjælland på plads ved tildelingen,” siger Susanne Tvede Andersen.

Rammer undervejs

Hendes eget tilbud lå væsentligt højere end det vindende, hvilket afspejler de faste omkostninger ved at drive en eksisterende, fuldt etableret klinik med personale, udstyr, færdige installationer og lokaler, mener hun. Hun afviser, at hun rejser sin kritik, blot fordi hun er blevet fravalgt som leverandør. Tværtimod finder Susanne Tvede Andersen sagen principielt interessant. 

Hun ønsker at være juridisk præcis, tilføjer hun:

”Udbuddet synes ikke at kræve, at klinikken allerede var fuldt etableret ved tilbudsafgivelsen. Men det krævede stadig, at vinderen kunne levere inden for den udbudte ramme: ordinær opstart 1. april 2026 og, hvis der blev søgt om udsættelse, senest 1. maj 2026.”

Danske Speciallæger er blevet forelagt klagen fra Susanne Tvede Andersen, men de har ikke ønsket at medvirke i artiklen. Dog oplyser de, at de er i gang per 1. maj. Susanne Tvede Andersen betvivler derimod, at dette skulle være tilfældet, med reference til billeder, som hun har fået tilsendt af klinikken.

Klinisk drift kræver dispensation

Om Danske Speciallægers grå stær-operationer kan være klar i maj måned, afhænger også af, at det er lovligt at drive lægevirksomhed på den adresse, som de har udvalgt til arbejdet, fortsætter Susanne Tvede Andersen.

For den adresse i Slagelse, som Danske Speciallæger har valgt, gælder en lokalplan for bymidten. Lokalplan nummer 1093 fastslår ifølge Susanne Tvede Andersen, at forhusenes stueetager på de markerede gadestrækninger kun må anvendes til detailhandel, restaurationer og lignende.

“Øjenklinik i stueetagen er i strid med lokalplanens anvendelsesbestemmelser. Kommunen kan højst give midlertidig dispensation i tre år, og ændret anvendelse forudsætter derudover byggetilladelse og relevante godkendelser, herunder brandforhold. Efter kommunens egen oplysning forudsætter en eventuel byggetilladelse først en dispensation fra lokalplanen, og lokalerne kan ikke lovligt tages i brug, før disse forhold er afklaret,” siger hun.

Kontrakt- vs. udbudsret

I forhold til byplansloven, og om det overhovedet er tilladt at drive øjenlægevirksomhed på adressen, er der tale om et kontraktretligt spørgsmål mellem parterne, vurderer professor Carina Risvig Hammer fra Københavns Universitet.

”Hvis der er væsentlige afvigelser fra udbuddet efterfølgende i kontrakten, kan det føre til, at der skal afholdes et nyt udbud, men det vil først kunne vurderes på et senere tidspunkt, eksempelvis efter 1. maj. Her kan regionen så vælge at vende tilbage, hvis der er noget, som virker i strid med det aftalte,” siger Carina Risvig Hamer. 

Men Susanne Tvede Andersen mener ikke, det er korrekt at reducere lokalplan- og myndighedsspørgsmålet til et rent kontraktretligt forhold.

”Hvis den adresse, som leverandøren bygger sin opfyldelse på, ikke lovligt kunne anvendes til klinikdrift uden dispensation og efterfølgende byggetilladelse, og hvis disse forhold først blev forsøgt afklaret efter tildelingen, går det direkte til spørgsmålet om, hvorvidt ordregiver kunne verificere tilbuddet som opfyldende. Det er dermed et udbudsretligt spørgsmål om konditionsmæssighed og gennemsigtighed,” svarer hun.

Region Sjælland: Kontrakten er fulgt

Region Sjælland svarer, at for at øge konkurrencen i udbuddet, blev det i udbudsmaterialet gjort muligt for tilbudsgivere at udskyde opstart af kontrakten med én måned, i tilfælde af at der skulle etableres en ny klinik.

”Vindende tilbudsgiver har fulgt den implementeringsplan, som de vedlagde deres tilbud. Dog har tilbudsgiver gjort brug af sin mulighed for udskydelse af kontraktstart med en måned, hvilket kontrakten tillader. Vindende tilbudsgiver har fulgt kontraktens bestemmelser vedrørende udskydelse af kontraktstart ved oprettelse af ny klinik i Region Sjælland. Anmodningen om udskydelse har ikke givet Region Sjælland anledning til bekymring i relation til leverandørens evne til at opfylde kontrakten,” skriver Region Sjælland i en mail. 

Susanne Tvede Andersen finder det utilstrækkeligt, at regionen henviser til en implementeringsplan.

”Spørgsmålet er, om klinikken faktisk og lovligt var klar senest 1. maj. De billeder, jeg har fået tilsendt, giver efter min opfattelse alvorlig grund til at betvivle det,” siger Susanne Tvede Andersen. Klagenævnet for Udbud behandler sagen den 3.  juni.