Skip to main content


"Den højeste risiko observerede vi ved kombinationspiller med 30–40 µg østrogen, der var til gengæld ingen øget risiko ved lavdosis (20 µg, red.) eller gestagen-only prævention,” siger studiets førsteforfatter, Siar Niazi.

Hormonel prævention forbundet med øget risiko for blodprop i øjet

Der er 40 procent øget risiko for retinal veneokklusion (RVO) ved brug af hormonel prævention, især kombinationspiller med 30–40 µg østrogen øger risikoen. Brug af pillerne bør medtages som en mulig forklaring, når unge kvinder udvikler RVO, mener forskeren bag studiet.

Bestemte slags præventive piller medfører moderat øget risiko for RVO, viser nyt dansk registerstudie, hvor over to millioner kvinder i alderen 15-49 år blev fulgt fra 1996 til 2021.

”Det er første gang, man har kigget isoleret på kvinder i den fødedygtige alder uden anden underliggende sygdom og fundet den øgede risiko. Den højeste risiko observerede vi ved kombinationspiller med 30–40 µg østrogen, der var til gengæld ingen øget risiko ved lavdosis (20 µg, red.) eller gestagen-only prævention,” siger studiets førsteforfatter, Siar Niazi, der er læge og ansat i en forskningsstilling på Nordsjællands Hospital og ved Københavns Universitet.

Han understreger, at den absolutte risiko for at udvikle RVO fortsat er meget lille, 4,6 ekstra tilfælde per én million kvinde-år, og fundet bør derfor ikke føre til generel bekymring eller ændring i brugen af hormonel prævention. Han anbefaler i lyset af studiet, at hormonel prævention bør medtages som risikofaktor, når yngre kvinder har RVO. Yngre kvinder, der udvikler RVO, bør også overveje et skift til hormonel prævention, der ikke er associeret med højere forekomst, vurderer Siar Niazi. 

Studiet viste en øget relativ risiko for RVO på 40 procent (AIRR 1,4; 95 % CI 1,1–1,8) ved aktuel brug versus ingen brug. Ved retinal arterieokklusion var der ingen øget risiko. Kohorten bidrog med 23.882.016 personår med en median opfølgningstid på 10 år (1. til 3. kvartil: 4 til 17).

Kvinderne blev fulgt indtil studiets afslutning, 50-årsalderen, frafald, død eller opfyldelse af eksklusionskriterier. Individuel brug af hormonel prævention blev identificeret via recepter, tilfælde af RVO blev identificeret via hospitalsdiagnoser.